Henrik Andersen

When

21/03/2023    
17:00 - 19:00

Bookings

Bookings closed

Where

CBS – Solbjerg Plads, lokale SPs03 Novo Nordisk Aud.
Solbjerg Plads 3, Frederiksberg, 2000

Ifølge Henrik Andersen, CEO hos Vestas, er høje ambitioner og gode intentioner vigtige. Men der er også brug for konkrete handlinger, hvis Danmark skal være verdens bedste land at drive grøn virksomhed i.

Det er budskabet fra Henrik Andersen, der står i spidsen for Vestas; verdens største vindmølleproducent og et af symbolerne på, at grøn energi er en dansk styrkeposition. Siden han var barn i en “meget lille jysk landsby” har han været vant til, at hvis du siger, du vil gøre noget, skal du også gøre det.

Den indstilling har han taget med sig i alle aspekter af sit liv – både når han leder omkring 30.000 medarbejdere i Vestas, og når han forholder sig til, hvad Danmark skal gøre for at tage den grønne førertrøje.

“Vi skal i gang med at tage den ledende rolle. På nogle områder bruger vi mere tid på at diskutere intentionerne end på at illustrere, hvad vi kan gøre,” siger han.

For vi kan ikke løse klimakrisen med en vaccine. Og vi kan ikke spole udviklingen tilbage. De uddøde arter kan ikke genoplives, og den smeltede is kan ikke genskabes.

“Vi siger, vi gør en masse, men i virkeligheden er vores hastighed ikke steget, den er fastholdt på et lavt niveau,” siger han.

Henrik Andersen forklarer som eksempel, at der i 2022 blev opstillet under halvt så mange vindmøller i EU, som vi bør, hvis vi vil nå vores klimamål. Tallet ser på grund af bl.a. langsom behandling af tilladelser ikke ud til at blive bedre i 2023, og der er tale om “fortvivlende få nye vindmølleparker og vi er langt bagefter vores mål, fordi vi har sat alt for få op i både 2021 og 2022.”

Samtidig med at der ikke installeres nok grøn energi til at kunne levere på ambitiøse politiske målsætninger, følger investeringerne heller ikke de politiske udmeldinger. I juli måned kom det således frem, at blot to procent af genopretningspakkerne for COVID-19 på globalt plan er målrettet grøn energi, viser en opgørelse fra Det Internationale Energiagentur (IEA).

Global konkurrence stiger
For at sparke mere gang i den grønne omstilling i Danmark og styrke vores internationale konkurrenceevne peger Henrik Andersen på, at der rent politisk skal skabes bedre rammer for forskning og grøn innovation for danske virksomheder.

“De største udfordringer i Danmark er tilladelser, lokal involvering og incitamenter, samt at have nok testpladser med de rette forhold til at teste den nyeste grønne teknologi. Udvikling og test er tæt forbundet til produktionen i Danmark,” siger Henrik Andersen.

Og så er der med de nuværende rammer stor usikkerhed, om de pladser der er til rådighed, går til test af dansk, grøn verdensledende teknologi. Danske vindmøller er en kommerciel succes og en af de vigtigste klimateknologier. Men selvom Danmark har årtiers erfaring, er danske virksomheder under stigende globalt konkurrencepres. Flere lande har fået øjnene op for værdien af at satse på vedvarende energi og at tilbyde attraktive rammer for R&D i jagten på at tiltrække virksomheder og arbejdspladser – for ikke at tale om milliardstore eksport- og skatteindtægter

CBS’ prorektor, Inger Askehave, og vores bestyrelse byder velkommen kl 17.

Program:
16.00 – 17.00 Networking
17.00 – 17.05 Velkommen
17.05 – 17.30 Oplæg fra Henrik Andersen
17.30 – 18.00 Spørgsmål
18.00 – 19.00 Networking

Bookings

Bookings are closed for this event.